Menu
søg

Budgetforhandlinger: Forslag om skolestruktur har domineret debatten

04-09-2018 af Anders Winnerskjold

Som de fleste af jer sandsynligvis har hørt eller læst, så har Aarhus Kommunes Direktørgruppe fremlagt et sparekatalog, som skal sikre balance i budgetterne de kommende år. Et af de mest omdiskuterede forslag har handlet om en ændret skolestruktur i Aarhus med henblik på bl.a. at spare på ledelse og administration. Efter forslagets offentliggørelse har flere partier trukket i land og vil ikke længere støtte forslaget på grund af den massive mobilisering.

I Socialdemokratiet har vi haft den holdning, at det har været afgørende at respektere høringsprocessen. Men da SF’s rådmand, Thomas Medom, trak sin politiske støtte til forslaget, som bl.a. var udarbejdet af hans fovaltning, indkaldte Borgmester, Jacob Bundsgaard, til et krisemøde i går aftes – mandag d. 3. september.

Her blev det besluttet, at forslaget om de ændrede skoledistrikter ikke kommer til at indgå i budgetforhandlingerne, fordi der ikke længere er politisk opbakning til forslaget.

Næste skridt i processen er, at Direktørgruppen fremlægger nye forslag for 15 mio. kr. årligt, så der bliver et alternativ til forslaget om skolestruktur. Derudover er høringerne blevet forlænget til søndag d. 16. september kl. 12 for de nye forslag, som vi forventer, bliver præsenteret onsdag i denne uge.

Vores udgangspunkt er stadig, at vi ønsker at respektere høringsfasen og dermed de mange borgere, ansatte og organisationers holdninger til de forskellige spareforslag.