Menu
søg

Den nye socialdemokratiske byrådsgruppe har sat navne på udvalgsposterne

06-12-2017

Den nye socialdemokratiske byrådsgruppe, har nu konstitueret sig og sat navne på, hvem der skal sidde i de faste udvalg de næste fire år.

Konstitueringen mellem de røde partier gav Socialdemokratiet tre formandsposter, seks næstformandsskaber, samt bred repræsentation i alle udvalg. Og nu har den nye socialdemokratiske gruppe sat navne på udvalgsposterne.

Formand for Økonomiudvalget bliver den erfarne gruppeformand og kommende viceborgmester, Camilla Fabricius. Hun får følgeskab af Louise Lindskrog som næstformand og den ny politiske ordfører Anders Winnerskjold, samt Mahad Yussuf som medlemmer.

Anders Winnerskjold bliver også næstformand for Børn og Unge-udvalget, og kommer her til at arbejde sammen med Dorthe Borgkvist.

I både Teknisk Udvalg og Sundhed- og Omsorgsudvalget kan Ango Winter fortsætte sit arbejde som næstformand. Louise Lindskrog indtræder ligeledes i Teknisk Udvalg.

Lone Hindø gør Ango Winther selskab i Sundhed- og Omsorgsudvalget og kan som formand genoptage sit politiske arbejde for byen i samme udvalg, som hun sad i sidst, hun også var valgt til byrådet. I Sundhed og Omsorgsudvalget bliver Peder Udengaard også medlem.

Anette Poulsen, der i denne byrådsperiode har siddet i både Socialudvalget og Beskæftigelsesudvalget, kan trække på sine erfaringer fra begge udvalg i den kommende periode. Hun bliver nemlig næstformand for det nu sammenlagte udvalg for Sociale forhold og Beskæftigelse. Her indtræder også Lone Hindø og Steen B. Andersen som medlemmer.

I Kulturudvalget kan Steen B. Andersen fortsætte arbejdet som formand, hvor han kan se frem til at arbejde sammen med kollegaerne Peder Udengaard og Mahad Yussuf - samt Hüseyin Arac, der bliver næstformand.

Ifølge gruppeformand Camilla Fabricius er det en byrådsgruppe, der har høje ambitioner og glæder sig til at komme i gang med arbejdet i de respektive udvalg efter årsskiftet:

”Ambitionerne er høje på byens vegne. Vi glæder os alle til at trække i arbejdstøjet, få lov til at arbejde med og fordybe os i opgaverne i de forskellige udvalg og gøre, hvad vi kan for at trække Aarhus i en endnu bedre retning,” siger hun.

Den endelige konstituering af byrådet finder sted på byrådsmødet onsdag d. 6 december.


Oversigt over udvalgsposterne
Økonomiudvalget:
- Camilla Fabricius (formand), Louise Lindskrog (næstformand), Anders Winnerskjold og Mahad Yussuf

Børn og Ungeudvalget:
- Anders Winnerskjold (næstformand) og Dorthe Borgkvist

Teknisk udvalg:
- Ango Winther (næstformand) og Louise Lindskrog

Sundhed- og Omsorgsudvalget:
- Lone Hindø (formand), Ango Winther (næstformand), og Peder Udengaard

Udvalget for Sociale Forhold og beskæftigelse:
- Anette (næstformand), Lone Hindø og Steen B. Andersen

Kulturudvalget:
- Steen B. Andersen (formand), Hüseyin Arac (næstformand),
Peder Udengaard og Mahad Yussuf