Menu
søg

Aarhus får nyt folkeligt vartegn

07-04-2017

Det bliver punktummet for hele Lighthouse-projektet, og det bliver et af Aarhus’ nye vartegn. Danmarks højeste bygning: Bugtcentret. Et højhus på 128 meter, der skal pryde spidsen af Aarhus Ø. Onsdag aften godkendte byrådet projektet, og allerede torsdag blev det præsenteret. Aarhus nye højhus bliver en livlig og aktiv bygning med alt fra merchandicebutik, der sælger lokale specialiteter, udkigsplatform, klasseværelser til skoleklasser, akvarier og meget mere. Borgmester Jacob Bundsgaard (S) er meget tilfreds med beslutningen af projektet.

”Vi får en meget flot og markant bygning, der vil stå som et vartegn for en moderne by med store ambitioner. Med Bugtcentret markerer vi endnu en gang, at Aarhus Ø rummer enestående muligheder for både arkitektur og bymiljø i mødet mellem byen og bugten. Samtidigt er det en stor kvalitet, at bygningen inviterer byens borgere og gæster indenfor,” siger han.

Ud over lejligheder vil der i højhusets nederste del også være rørebassiner med dyr fra havet og et maritimt multirum med omklædningsfaciliteter. Ligeledes vil bygningen være omkranset af grønne områder, hvor man kan nyde havnemiljøet.

Bugtcentret skal bygges af selskabet Lighthouse United med investor Claus Hommelhoff og byudvikler Rune Kilden. Det er arkitekt Kim Herforth Nielsen, der er partner i arkitektfirmaet 3XN, der har tegnet Aarhus’ nye vartegn.

Rådmanden for Teknik og Miljø, Kristan Würtz, glæder sig over, at højhuset afslutter byggeriet på Aarhus Ø.

”Vi har længe ønsket det helt rigtige projekt til at fuldende udviklingen af vores havnebydel ud mod havet. Bugtcentret sætter et flot punktum for enden af promenaden. Og så er det et fantastisk plus med en udkigsplatform, hvor der er offentlig adgang, så alle kan nyde den smukke udsigt ud over både by og bugt,” siger han.

Byggeriet forventes at stå færdig i 2020.