Har du problemer med at læse mailen klik? her
 

Julehilsen fra gruppeformanden

Kære Socialdemokrat,

Nu lakker året mod ende, og det er tid til at stoppe op og gøre status. Det har været et vildt politisk år med folketingsvalg og afstemning om retsforbeholdet. I Danmark har vi både oplevet terror og flygtningekrise helt tæt på – og vi er blevet mindet om, at vores demokrati ikke bare skal tages for givet.

Her i Aarhus har der også været fart på, og i den socialdemokratiske byrådsgruppe har vi brugt efteråret på at skabe mere plads til debat og diskussion. Det gælder både internt i gruppen, men også udadtil med medlemmerne og på gader og stræder, hvor vi har mødt aarhusianerne for at diskutere politik. Det kulminerede med en flot midtvejskampagne, som vi alle kan være stolte af. Jeg vil som gruppeformand og på vegne af hele byrådsgruppen gerne sige jer alle sammen en stor tak for indsatsen – både i løbet af året, men særligt her i efteråret, hvor jeg synes, at vi Socialdemokrater har vist nogle helt nye og spændende takter. Senest med det flotte initiativ hvor en gruppe syriske flygtninge var inviteret til traditionel dansk julefrokost af en af byens partiforeninger.

Jeg håber, at vi i 2016 kan fortsætte det gode samarbejde og blive endnu bedre til at åbne op for ikke bare vores medlemmer, men for alle aarhusianere. Lokalpolitik vedrører os alle, og det skal ikke være en lukket diskussionsklub, men et projekt for hele byen. Fra byrådsgruppens side håber vi derfor, at alle jer medlemmer og de valgte i partiforeningerne vil være med til at stable endnu flere arrangementer på benene, som kan være med til at trække byen i en god socialdemokratisk retning. Så brug gerne julen på at tænke over nye ideer til arrangementer eller debatter, som vi sammen skal kaste os over i det kommende år. Min dør og telefon er altid åben, og jeg glæder mig allerede til at se, hvad I finder på.

Heldigvis er der ikke længe til, at vi ses igen til partiets Nytårskur d. 10. januar. Her bliver en god, gammel tradition genoplivet, og jeg håber, at I vil bakke op om initiativet.

Endnu en gang tak og på gensyn i 2016.

Med ønsket om en glædelig jul til dig og din familie.

Mange hilsner
Camilla Fabricius
Gruppeformand


 
Kom til filmpremiere med Socialdemokraterne

Kunstnerduoen Apperaat og Dokk1 inviterer til premiere på portrætfilmen om den tidligere Aarhus-biskop Kjeld Holm: Lørdag den 16. januar 2016, kl. 13.00 - 14.30 i Store Sal på DOKK1. Er du medlem af Socialdemokraterne, kan du komme gratis til premieren.

Socialdemokraterne i Aarhus har et begrænset antal billetter til premieren, som gives bort til medlemmer af partiet. Ønsker du en billet, så send en mail til Lasse Langfeldt med navn og antal til lasse@siak.dk. Max. to billetter pr. medlem. Læs hele invitationen her.


 
Støt og følg os på facebook

Socialdemokraterne i Aarhus Byråd er kommet på facebook. Støt og følg dine 13 byrådsmedlemmers arbejde for et helt Aarhus.

Klik ”synes godt om” og modtag løbende opdateringer fra din byrådsgruppe.

Du kan også støtte vores borgmester, Jacob Bundsgaard, på facebook.